Vi ventede vores første barn, en lille dreng, og tanken om at møde ham i vores eget trygge hjem føltes helt rigtigt.

Veerne startede omkring kl. 01, de tog hurtigt fat og var lange og kraftige med kun ét minuts pause i mellem. Jeg fandt lindring på yogabolden midt i stuen, med min partner omkring mig og med hans hænder til at lave modtryk på min lænd. Det betød en verden til forskel, at have ham ved min side. Vi var alene, men et stærkt hold.

Jeg går ned i karret fra enblidstart.dk da hjemmefødselsjordemoderen er på vej. Hun siger, at vi bare skal give lyd, hvis der sker noget nyt. To minutter senere ringer vi tilbage – vandet går i karet, og med det samme begynder presseveerne.

Vi sætter telefonen på højtaler og roligt og kompetent guider jordemoderen min partner. Hun har stadig 14 min i taxaen. Jeg gisper, det bedste jeg har lært, mens min partner finder håndklæder og tjekker om hovedet er på vej.

Så træder hun endelig ind ad døren. Hun smider skoene i gangen, men kommer ind med nærvær og ro og tjekker hurtigt hvor langt jeg er. 9,5 cm.

Jeg skal fortsætte med at gispe, indtil kroppen tager helt over og efter 20 minutters pressefase, tager jeg i mod vores lille dreng i vandet og løfter ham op på min brystkasse. Jeg kigger på ham og på min partner, der sidder med tårer i øjnene.

Klokken 7.59, tog vi i mod vores lille menneske. Det var en vild fødsel og en helt fantastisk oplevelse også selvom jeg efterfølgende måtte en tur på hospitalet for at blive syet efter en bristning, så glædede vi os bare til at komme hjem i vores lille bobbel igen.

Og næste gang? Der drømmer jeg om endnu en hjemmefødsel.