Hele forløbet op til fødslen var det rareste og tryggeste, jeg har oplevet. Vi havde to faste jordemødre tilknyttet, der skiftevis kom på besøg. Hold nu op, hvor følte vi os i trygge hænder med dem. Jeg fik snakket alle mine ønsker med dem, og de kunne begge så nemt læse mig og hvilken type jeg var som fødende. 
Derudover gik jeg og hyggede mig meget med at skulle forberede fødslsen. En fødsel hvor jeg helt selv kunne tage styring. Jeg læste Anne Rubys bog om hjemmefødsler, hvor hun anbefaler at bruge sanserne til at fremme oxytocinen, så i ugerne op til fødslen fik jeg købt godt ind af lyskæder, duftolier, pænt underlag til karet osv. 
Så da det var tid, var vi helt klar herhjemme. 

Selve fødslen startede ved, at jeg vågnede op til et smæld og vandet der altså gik kl. 03.49 natten efter min terminsdag. Netop lige efter jeg om aftenen havde sagt til Daniel, at "nu føler jeg mig faktisk klar til, at han kommer" - næsten som om han havde hørt mig. 
Jeg ringede min veninde op, der skulle agere fødselshjælper og min mor, der skulle være ved vores to store børn imens. Alle mine fødsler er startet ved spontan vandafgang efterfulgt af vestorm fra start, så vi var alle enige om ikke at vente. 
Men eftersom vi ikke skulle nogen steder, følte jeg ingen hast med at skulle ud af døren, som jeg mærkede veerne begynde. Stille gik jeg ind og kyssede vores to sovende børn, hvorefter jeg gik nedenunder til Daniel, der var igang med at gøre stuen fødeklar. Alt emmede af ro og hygge idét han fyldte kar, tændte levende lys og lyskæder og lage madrasser/underlag klar.
Jeg tog lidt havregryn for at lade op, inden der kom styrke på veerne og gik hen for at hjælpe med at gøre klar. I takt med at veerne bliver hyppigere og tydeligere, kommer min mor og veninde herhjem. Vi tænder for min playliste, og jeg sætter mig på min yogabold med de andre i stuen. Selvom der var mange veer med meget kort interval (1 minut i mellem) kunne jeg sagtens være i dem og hyggesnakke med de andre imens. Da de tager lidt til, beslutter jeg mig for at ringe til min jordemoder, som dukker op kl. 05.20.

Jeg snakkede med de andre om, at måske denne fødsel bliver noget længere end de andre på 3,5 og 3 timer da veerne, trods meget hyppige, er noget nemmere at være i. Jeg tager veerne på yogabolden eller oprejst lænende op ad Daniel, og da de tager endnu mere til, lægger jeg mig på knæ henover yogabolden, mens Daniel og min veninde skiftevis giver mig lændepres. Jeg ville ikke op I karet helt endnu, da jeg ville være sikker på, at jeg ikke gik for tidligt. Men de andre havde sørget for, at det stod klar med varmt vand og salt i. 
Min jordemoder er helt fantastisk og lader mig tage så meget styring med fødslen som muligt, så hun tjekker engang imellem hjerterytme, men ellers sidder hun roligt og skriver noter eller snakker med de andre og mig. Jeg benyttede mig af Anja Bays "smertefri fødsel" teknik, og afspændingen og laborovejrtrækningen hjalp mig virkelig meget hele vejen - det har den gjort ved alle mine 3 fødsler. Så da jeg efterhånden kunne mærke, at nu kunne jeg godt bruge lidt hjælp fra det varme vand til smertehåndteringen, bad jeg min jordemoder om at undersøge mig indvendigt for at være sikker på, at jeg ikke gik for tidligt i vandet. Hun havde ikke undersøgt mig op til der, og da hun hurtigt mærker oppe siger hun: "ja men du er også 10 cm åben, så jeg tænker at du bare skal op i vandet og have ham helt ned". 

Jeg var meget overrasket over at være helt åben, da veerne ikke havde været hårdere at være i. Men jeg er overbevist om, at det har gjort en kæmpe forskel ikke at skulle stresse afsted, ud i en bil, rende rundt på et sygehus og forholde mig til en masse nye mennesker. Bevares, jeg synes at sygehusfødsler kan være helt fantastiske, men jeg var overrasket over, hvor meget mere ro min krop havde derhjemme I trygge og rolige omgivelser. 

Da jeg kom op i karet, begyndte vores store børn også at vågne op, der på skift lige var nede for at hilse, give en krammer og holde mig i hånden, hvorefter de gik ovenpå med deres mormor og sad i soveværelset med tegnefilm.
Jeg fik virkelig brugt min vejtrækning, afspænding og visualisering under overgangsveerne, og da jeg begyndte at melde om lidt pres nedadtil, bad min jordemoder bare om selv at mærke efter, hvor langt nede han var. Igen var det både overraskende og befriende for mig at opleve sådan en ro og tillid til mig, og at jeg selv kunne. Samtidig var jeg heller ikke I tvivl om, at hun kun bad mig klare det selv, fordi hun vidste, at jeg havde et stort ønske om at tage ejerskab over fødslen. 

Da jeg fortæller hende, at jeg begynder at mærke pressetrang, venter jeg lidt på en form for tilladelse og forklaring af, hvornår og hvor meget jeg skal presse, men bliver i stedet mødt af: "Jamen du gør bare, hvad din kroper fortæller dig, at du skal gøre". Derefter begynde jeg at presse med mine veer. Jeg sætter mig op på knæ, trækker hagen ned mod brystet, hånden ned for at mærke min søn og får ham guidet ud i vandet. i samme presseve som hovedet kom ud, kommer overkroppen også ud og stopper dér. Det var en helt vild oplevelse lige at kunne få et minuts tid til at kigge ned på ham i vandet, nusse hans hovede, få øjenkontakt med Daniel og sige "det er Sigurd", hvorefter jeg stille kunne trække ham op ad vandet og op til mig. Kl. 07.12 kom vores Sigurd til verden i stuen herhjemme.
Tårerne trillede hos både Daniel og mig - og selv jordemoderen måtte erkende, at de var svære at holde tilbage.